Erhvervs-ph.d.
En erhvervs-ph.d. er for dig, der vil kombinere den akademiske verden med praktisk erfaring. Som erhvervs-ph.d. laver du dit projekt i samarbejde med både IT-Universitetet og en privat virksomhed eller en offentlig institution. Du vil blive ansat i virksomheden, der betaler en del af din løn, mens du sideløbende er indskrevet på ITU.
Nogle af fordelene ved en erhvervs-ph.d.:
- Øger muligheden for at samarbejde med virksomheder eller offentlige institutioner om forskningen.
- Giver mulighed for at arbejde i et ikke-akademisk miljø.
- Åbner potentielt for muligheden for et varigt samarbejde med en privat virksomhed eller en offentlig institution.
- Giver mulighed for at forske i noget konkret, der kan gøre en reel forskel for den offentlige eller private aktør.
Ansøgningerne til erhvervs-ph.d.-program varetages af Innovationsfonden. Du kan finde mere information om mulighederne på deres hjemmeside.
Som erhvervs-ph.d. skal man både tilknyttes en virksomhed, en vejleder fra virksomheden og en vejleder fra ITU. Derudover er der en række krav, som ansøgeren også skal leve op til, for at kunne kvalificere sig til en erhvervs-ph.d.
Virksomheden
Den virksomhed, som der samarbejdes med, skal:
- Være en privat virksomhed, der har en fysisk afdeling i Danmark.
- Være i stand til at støtte ph.d.-projektet økonomisk i alle tre år.
- Udpege en vejleder og en medvejleder, der er i stand til at rådgive den studerende i forhold til de erhvervsrelaterede dele af projektet.
Tredjeparter
Andre relevante organisationer kan også blive en del af ph.d.-projektet som tredjepart. Der er ingen krav til hvor tredjeparten er lokaliseret.
Ansøgningen
Først og fremmest skal ansøgere læse Innovationsfondens retningslinjer for erhvervs-ph.d.-studier, da det er dem, der beslutter de overordnede retningslinjer for ansøgning, optagelse, støtte og fuldførelse.
Det anbefales, at ansøger udarbejder ansøgningen i tæt samarbejde med virksomheden og IT-Universitetet. Udover ansøgningen til Innovationsfonden skal ansøger indsende en ansøgning til IT-Universitetets vurderingskomité for at blive indskrevet som ph.d.-studerende.
Du er velkommen til at kontakte phdsupport@itu.dk med spørgsmål.