Professorportræt: Anna Vallgårda vil udfordre designet af omsorgsteknologi
Den 9. maj 2025 kl. 14.30 holder professor Anna Vallgårda sin tiltrædelsesforelæsning i Auditorium 0 på IT-Universitetet i København. Forelæsningen har titlen: ”Radical Redesign of Care Technologies”.
Anna VallgårdaEventsOm ITU
Skrevet 24. april 2025 12:03 af Mette Strange Mortensen
Anna Vallgårda afleverede godt nok sit speciale på Københavns Universitet, hvor hun også er kandidat fra, men fysisk skrev hun specialet på IT-Universitetet, der dengang var helt nyåbnet. Kort efter startede hun på sin ph.d. på netop IT-Universitetet. Det var i den spæde begyndelse af interaktionsdesign som forskningsfelt, så man kan altså roligt sige, at Anna Vallgårda har været med fra start på ITU og sit forskningsfelt.
”I mange år arbejdede jeg med computeren som designmateriale. En computer er jo ikke kun det digitale, den skal altid have en fysisk udstrækning. Og den fysiske udstrækning er ret væsentlig for, hvordan vi bruger computeren. Det er for eksempel ret besværligt at have en laptop med på toilettet, men mange har deres telefon med derud, fordi designet gør det nemmere,” siger Anna Vallgårda, ”det designmæssige er også væsentligt for andre teknologier, og hvordan vi interagerer med dem. Det gælder for eksempel de pleje- og omsorgsteknologier, jeg arbejder med nu.”
I dag beskæftiger Anna Vallgårda sig med designforskning og især med interaktionen mellem mennesker og teknologi, og designet af de omsorgs- og plejeteknologier, der kommer helt tæt på mennesker.
”Jeg ville gerne bruge den viden, jeg fik fra min tidlige forskning, og tage den med over i arbejdet med omsorgsteknologier. Både dem, der bliver brugt i sundhedssektoren og i vores privatliv. Det kan fx være smart-ure eller sensorer til blodsukkermålere hos type 1-diabetikere. Mange af de her teknologier er designet ud fra en forestilling om menneskelig optimering og funktionalitet. Det er et meget specifikt menneskesyn, som jeg gerne vil udfordre gennem min forskning,” siger professor Anna Vallgårda, ”det er bare ikke sikkert, at alle mennesker kan spejle sig i det. Jeg prøver at vise mulige alternative fremtider, til det der findes på markedet nu.”
Det er også det, der er omdrejningspunktet for hendes tiltrædelsesforelæsning. Den afholdes den 9. maj 2025 kl. 14.30 i Auditorium 0 på IT-Universitetet i København. Forelæsningen har titlen: ”Radical Redesign of Care Technologies”.
”One size” passer ikke alle
Der har de seneste år været en stor udvikling i netop omsorgs- og velfærdsteknologi. Ideelt set skal teknologien hjælpe mennesker med for eksempel kroniske sygdomme til at få et bedre liv med deres sygdom, men mennesker er ikke ens. Derfor er det svært at lave en løsning, der passer til alle.
”Lige nu designer man teknologien ud fra god ingeniør- og medicinkunst, men der mangler en forståelse for, at et menneske med en kronisk sygdom også går på arbejde og har et socialt liv, hvor sygdommen ikke altid er det vigtigste. Men teknologien er designet ud fra, at sygdommen altid er i fokus, og det gør, at nogle patienter helt dropper teknologierne, for det passer ikke ind i deres liv og livsstil,” siger Anna Vallgårda, ”Jeg vil gerne finde ud af, hvordan man kan designe alternative versioner af den samme teknologi, som kan bruges og opleves forskelligt af forskellige mennesker. Altså kan man forestille sig nogle andre designmetoder, der rummer forskelligheden bedre?”
En stor del af problematikken handler om, at det er billigere at masseproducere produkter, og derfor er det ikke fordelagtigt for producenterne at lave mere individualiserede løsninger til patienter med forskellige behov. Anna Vallgårda håber, at hendes forskning alligevel kan rykke ved tingene, så flere patienter i fremtiden får teknologi, der passer til dem.
”Jeg håber, at min forskning kommer til at udfordre den vej, vi går. Vi kan godt skubbe til det, der er nu. Jeg håber, at jeg kan være med til at skubbe til den virkelighed, der er nu, både ved at inspirere de studerende, jeg underviser, og ved at deltage i den offentlige debat,” afslutter Anna Vallgårda.
Theis Duelund Jensen, Presseansvarlig, telefon +45 2555 0447, email