ITU-forskning i valgsikkerhed og grafmodifikation bevilget midler fra DFF
To forskere fra Institut for Datalogi på IT-Universitetet i København, lektor Oksana Kulyk og adjunkt Paloma Thomé De Lima, har hver især modtaget 2,8 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til deres respektive projekter.
Oksana KulykPaloma Thome De LimaInstitut for DatalogialgoritmerdemokraticyberkriminalitetForskningbevillinger
Skrevet 16. november 2022 08:55 af Theis Duelund Jensen
Danmarks Frie Forskningsfond har netop offentliggjort de 28 forskningsprojekter, der har sikret sig bevilling gennem fondens Inge Lehmann-program. Blandt vinderne er lektor Oksana Kulyk og adjunkt Paloma Thomé De Lima, der begge kommer fra Institut for Datalogi på IT-Universitetet. De to forskere har hver især sikret 2,8 millioner kroner til deres respektive forskningsprojekter.
Oksana Kulyks forskningsprojekt, der har titlen Usable Coercion-Resistant Internet Voting, har til formål at udvikle systemer for internetvalg, som både er brugervenlige og modstandsdygtige over for såkaldt coercion – situationer, hvor vælgere bliver tvunget eller presset til at stemme på en bestemt kandidat.
Der er flere risici ved lade vælgere stemme hjemmefra. Stemmer vælgerne hjemmefra er der kun ringe mulighed for at sikre, at den enkelte vælger afgiver sin stemme i overensstemmelse med hans eller hendes overbevisning. Gennem de sidste 15 år har man forsøgt at udvikle anti-coercion-mekanismer, som vil kunne sikre, at vælgere kan stemme over internettet uden at blive presset af nogen. Desværre har ingen løsninger vist sig brugbare for lægmænd, dvs. vælgere og valgadministratorer. Med UCORV-projektet håber Oksana Kulyk at ændre på det.
Paloma Thomé De Limas projekt, Unifying Theories for Graph Modification Problems, sætter fokus på såkaldt grafmodifikationsproblemer. Inden for datalogien er grafer matematiske modeller, der bruges til at modellere netværk. Netværkene består af noder, der forbindes af kanter. På en grafmodel af fx et vejnet repræsenterer hver node en by, og to noder forbindes af en kant, hvis de er forbundet af en vej. Grafmodifikationsproblemer drejer sig om at afgøre, hvor tæt en graf (eller et netværk) er på at opfylde betingelserne for en ønsket egenskab, og hvordan den i givet fald kan modificeres.
Projektet vil se indgående på de særlige egenskaber, der tillader udarbejdelse af effektive algoritmer i forbindelse med grafmodifikationsproblemer, og hvordan man matematisk kan forklare sandsynligheden af deres forekomst.
Danmarks Frie Forskningsfonds Inge Lehmann-program åbent for alle fagområder. Programmets formål er at styrke talentudviklingen i dansk forskning og fremme en mere ligelig kønsbalance af forskningsmiljøerne i Danmark med fokus på de karrieretrin, hvor uligheden sætter ind. I 2022 modtog fonden 221 ansøgninger, hvoraf 28 er bevilget.
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, +45 25 55 04 47, thej@itu.dk