Leg med teknologiens verden til Kulturnat på IT-Universitetet
Forskere og studerende ved IT-Universitetet i København inviterer indenfor til sjove og kreative aktiviteter med it på Kulturnatten 11. oktober 2019. Med Virtual Reality, robotter og computerspil kan både voksne og børn opleve nye kroge af tech-universet.
Events
Skrevet 9. oktober 2019 07:30
Når mørket falder på over Kulturnatten i København, tænder-IT Universitetet for VR-briller og spilarkade. Til Kulturnatten kan gæster komme helt tæt på både sociale robotter og opleve en ny digital verden med Virtual Reality.
Både voksne, børn, tech-entusiaster og analoge besøgende er inviteret til en aften med digitale oplevelser og ny viden. Se det fulde program.
Bliv kureret for flyskræk med Virtual Reality
Kom med i laboratoriet, og vær helt tæt på den nyeste forskning i blandt andet Virtual Reality og robotter. Som gæst kan du opleve en sikker flyvning iført VR-briller i et program, der er designet til at kurere flyskræk. ITU’s forskere og studerende viser frem og fortæller om den nyeste viden indenfor teknologi, hvor gæster selv kan være med til at teste, hvad der sker, når mennesker interagerer med for eksempel sociale robotter.
Spil de nyeste computerspil
Prøv kræfter med nye computerspil udviklet af ITU’s studerende. Spilarkaden byder på både sjove spil for børn, ægte horror for de lidt ældre og spil i den mere alvorlige afdeling.
Mød designerne bag spillene, og hør blandt andet om udviklingen af spillet ”Forgotten”. Som spiller oplever man livet med Alzheimers, i et spil hvor tingene ikke er, hvor du lagde dem, og du ikke altid kan genkende, hvor du er.
Tech og escape room for de mindste
It-forskningen flytter ned i børnehøjde med escape room. Med en blanding af udklædning og mysterier skal børn mellem otte og 14 år finde inspirationen til at blive fremtidens forskere, mens de løser gåder for at komme ud.
De alleryngste kan opleve tryllekunstner og få lavet deres eget ballondyr.
Anna Lohmann Ahlbom, presserådgiver, telefon +45 25 55 04 47, email aahl@itu.dk