Kalder alle rumentusiaster: NASA-konkurrence lander i København
For andet år i træk er IT-Universitetet den 28.-30. april vært for NASA’s Space Apps Challenge, et af verdens største hackathons, hvor kreative og tekniske hjerner udvikler ideer ved hjælp af data indsamlet af NASA. Årets udfordringer zoomer ind på vores hjemplanet, Jorden.
Eventsstudieliv
Skrevet 24. april 2017 11:22 af Vibeke Arildsen
Har du altid drømt om stjerner, satellitter og astronauter, kommer din store chance i slutningen af april, hvor NASA’s globale hackathon Space Apps Challenge kommer til Danmark for anden gang. Arrangementet er en 48 timer lang idékonkurrence, hvor mennesker verden over samarbejder om at løse udfordringer stillet af NASA ved hjælp af rumorganisationens åbne data.
Ord som ’hackathon’ og ’data’ skal ikke afskrække nogen, for det er ikke nødvendigt at kunne programmere for at være med, understreger Gergana Romanova, der er medarrangør og videnskabelig assistent på ITU:
”NASA har stort fokus på mangfoldighed og tværfaglighed, og arrangementet er for alle - mænd, kvinder, unge og gamle, fra historiefortællere til iværksættere, forretningsfolk og it-specialister. Det fantastiske ved Space Apps Challenge er, at mennesker med forskellige kompetencer mødes om at løse udfordringer på vores planet,” siger hun.
Årets tema er Jorden
Deltagerne kan vælge mellem 24 udfordringer, som alle tager udgangspunkt i årets hovedtema, Jorden. Og mulighederne spænder vidt. Med NASA’s satellitdata kan man for eksempel udvikle et værktøj, der kan hjælpe brandmyndigheder med at opdage skovbrande eller visualisere vandressourcerne i et bestemt område til glæde for de lokale landmænd.
Man kan også kaste sig over at designe 3D-visualiseringer af NASA-indsamlede data om Jorden. Eller måske indrette et rart bosted til forskere, som træner til Mars-missioner ved at leve i isolation på Hawaii i flere måneder af gangen.
Vinderen går videre
Space Apps Challenge skydes i gang fredag den 28. april med en bootcamp, hvor deltagerne kan deltage i forskellige workshops og høre oplæg ved blandt andre rumforsker Anja C. Andersen og astrofysiker Tina Ibsen fra Tycho Brahe Planetarium.
Derefter kan deltagerne kaste sig over deres opgaver. De færdige ideer skal præsenteres foran et dommerpanel søndag eftermiddag, hvorefter dommernes og publikums favoritter kåres. De to vindere får mulighed for at konkurrere med vindere fra andre lande om den ultimative præmie: et besøg på NASA’s hovedkvarter i Florida for at se en rumraket blive skudt afsted.
Hackathonet har plads til 120 deltagere, og det er gratis at være med.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk