Internettet og sociale medier spillede en central rolle i valgkampen 2015
Når der bliver udskrevet valg, går danskerne på nettet og de sociale medier for at få information om kandidater og teste egne politiske holdninger, viser en ny rapport med tal fra folketingsvalget i 2015.
ForskningLisbeth Klastrupsociale medierdemokrati
Skrevet 5. september 2016 10:14 af Vibeke Arildsen
En ny undersøgelse sætter fokus på internettets rolle i folketingsvalgkampen og viser - ikke overraskende – at internettet har fået stadig større betydning som kilde til politisk information.
Undersøgelsen baserer sig på et spørgeskema om seneste folketingsvalg besvaret af 3590 personer og er udarbejdet af professor Jens Hoff (Københavns Universitet), forskningschef Jakob Linaa Jensen (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) samt lektor Lisbeth Klastrup (IT-Universitetet) i samarbejde med Danske Medier.
Populære valgquizzer
Hele 88 procent af respondenterne brugte internettet til at søge politisk information i forbindelse med valget, mens 61 procent svarede, at de havde set politisk indhold på sociale medier (angivet som “Facebook, Twitter, Instagram, blogs, YouTube etc.”).
Jeg synes, det er interessant at vores survey viser, at 10 procent af dem, der har taget en valgtest, efterfølgende følger den kandidat, de er blevet anbefalet, på de sociale medier. Man kan spørge sig selv, om det får nogen betydning for, hvem de siden stemmer på.
Lisbeth Klastrup, lektor på ITU.
Særligt valgquizzer og tests er blevet populære – hele 60 procent af deltagerne havde testet deres politiske holdning i en valgquiz eller test.
Valgtests har dermed et stort potentiale i forhold til at påvirke hvem folk stemmer på, fortæller Lisbeth Klastrup.
- Jeg synes, det er interessant at vores survey viser, at 10 procent af dem, der har taget en valgtest, efterfølgende følger den kandidat, de er blevet anbefalet, på de sociale medier. Man kan spørge sig selv, om det får nogen betydning for, hvem de siden stemmer på.
Passiv informationssøgning
Samtidig ses i undersøgelsen samme tendens som ved de forrige valg: at der er langt flere, der “passivt” søger politisk information i relation til valget end der er folk, der deltager aktivt i valget online (ved fx selv at deltage i debatter eller poste eget indhold).
Det er den tredje undersøgelse i træk, der ser på danskernes brug af internettet i forbindelse med et folketingsvalg, hvilket betyder, at forskerne nu har et interessant og unikt tidsstudie af, hvordan brugen af internettet i forbindelsen med danske folketingsvalg har udviklet sig siden 2007.
Resultaterne af undersøgelsen er samlet i den nye rapport Internettet i folketingsvalget 2015. For flere fund – for eksempel respondenternes vurdering af, hvor meget internettet og de sociale mediers påvirker valgresultatet – læs rapporten her.
Lisbeth Klastrup, lektor, telefon 7218 5029, email klastrup@itu.dk
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk